Efter 11 år med en dejlig og meget aktiv Engelsk Setter, Gröfaz, stod vi i en situation, hvor vi skulle vælge "ny" hund. Jesper havde altid gerne ville have en Irsk Ulvehund, men jeg var lidt betænkelig over størrelsen. Jeg blev af Jesper fodret med informationer omkring Irsk Ulvehunde – noget måtte han jo gøre for at overbevise mig om, at det ville være den helt rigtige race for os. Og pludselig var jeg i gang med at læse Tina Ottos beskrivelse af sine ulvehunde – og det lød rigtig dejligt – og underholdende. Lige pludselig kunne jeg sætte mig ud over størrelsen og få øje på alle kvaliteterne ved racen; Egensindige, madglade til det pinlige, med et gigantisk sovehjerte og himmelråbende flegmatiske. At det samtidig var meget morsom læsning, var jo også et plus. Det kan anbefales at læse Tinas artikler – hun er god til at finde smilet og grinet frem.

I slutningen af januar år 2001 valfartede vi til Tappernøje – ned til Connie og Sander på Kennel Faxbo. Jesper havde igennem en måned haft kontakt til Connie, så han var helt sikker på at kunne få en hvalp, når jeg var blevet mør. Og jeg var totalt solgt, da jeg så de pragtfulde hunde – både mor, far og børn – så pludselig var det bestemt – vi skulle have Zeus. I starten var det jo egentlig ikke så meget anderledes end at få en hvilken som helst hvalp – og så alligevel var der. Irske Ulvehunde er ikke kun rolige som voksne – de er også roligere som hvalpe – og Zeus var et pragteksemplar. Der nåede kun at ryge en enkelt sko, lidt fraværende gumlen i fjernbetjeningen til fars bil og en madras, – der for øvrigt fylder en del mere i små stykker, end den gør i ét stykke. Der gik ikke så forfærdelig lang tid, før vi måtte konstatere, at vi var nødt til at have en Irsk Ulvehund mere. Det var jo synd for Zeus, at han gik her alene – og det kunne jo være rart, at han havde en at lege med – og pudsigt nok – Connies Ina havde lige fået hvalpe – og tænk, der var lige en til os – en tæve denne gang – vi har aldrig prøvet at have tæver før, og til vores store overraskelse, var det helt anderledes. I slutningen af januar 2002 fik vi Hera. En lille sød og meget kælen hvalp. Hun syntes godt nok, at Zeus var ret stor og skræmmende de første par dage (det hænger muligvis sammen med at Zeus slog hendes hofte af led på dag nummer 2), men efter lidt tilvænning blev de uadskillelige. De synes stadig, at det er møg uretfærdigt, hvis den ene kommer ud på gårdspladsen (ved en fejltagelse) og derefter løber ud på markerne, og den anden pænt må blive inde. Oftest er det Zeus, der synes det er ret morsomt at gå på opdagelse. Hele vores have er indhegnet, men ikke vores gårdsplads, og da vi ikke fra starten har fået lært ham, at han ikke skal løbe på marken, hvis han kommer ud på gårdspladsen, så har vi konstateret, at det er en detalje, som tilsyneladende ikke vil sætte sig fast. Af hensyn til vores rimeligt gode naboskab, har vi valgt, at han ikke skal løbe løst rundt udenfor haven, da der faktisk er mange, der er bange for så store hunde. Når han så en sjælden gang går på opdagelse, så lyder Hera som om, det er verdens undergang.

Det har været en stor fornøjelse at få Hera. De 2 har det rigtig godt sammen – de leger, slås og går på æblerov. Her i haven har vi 2 slags æbletræer – dem der er 10 mtr. høje, så vi kun kan få nedfaldsæbler, medmindre vi har lyst til at kravle på stiger (og det har vi ikke), og så dem, der er 1.5 mtr. høje. I begge tilfælde er resultatet, at vi aldrig når at få nogen æbler overhovedet – enten æder de nedfaldsæblerne eller også plukker de dem, de kan nå – det samme er i øvrigt gældende for jordbær og alle andre frugter, der findes i deres højde.

Sensommeren 2002 ændrede Zeus pludselig karakter, han blev endnu mere døv/sløv end han plejede at være og var ikke til at drive rundt, samtidig var han en del mere ildelugtende end normalt. Det gik til sidst op for os at han faktisk gik rundt i en salig bimmelim. Mirabellerne var modne, og dem der faldt ned lå og gærede, hvilket var en uimodståelig fristelse.

I sommer skulle der afholdes speciale hos os. I den forbindelse mente vi, at det ville være en rigtig god idé at lære vore "børn" at gå i snor. Med Lars og Merete fra Kennel Bjergskoven’s hjælp lykkedes det rimeligt godt at nå det inden specialen – et lille problem opstod dog et par dage før. Vi trænede selvfølgelig dagligt – som vi havde fået besked på – og pludselig var det noget meget interessant, som Hera fik øje på, med det resultat at hun flåede i mig, så min lænd blev lidt utilfreds. Så var det jeg kom i tanke om Tina Ottos beskrivelse af alle hendes ulvehundeskader og tænkte – Herre Gud – det følger åbenbart med. Hvad jeg ikke vidste, var det det var min iskias nerve, der var kommet i klemme – det var den så i 2 måneder, så jeg havde en daglig påmindelse om vores gåture – som jeg for øvrigt ikke var i stand til at fortsætte med. imens det stod på, medmindre det blev holdt nede med piller. Det gjorde jeg til specialen, da jeg syntes, det var lidt pinligt, hvis det var alt for synligt. I øvrigt kan jeg huske, at Connie, da vi fik Zeus, fortalte, at siden hun var begyndt at have Irske Ulvehunde, var hun holdt op med at gå i shorts. Jeg tænkte – det kan da ikke være rigtigt – men har efterhånden set i øjnene, at enten hedder det lange bukser eller rifter. Så kan man jo selv vælge. Blå mærker er også blevet meget normalt.

Og så midt i al dårligdommen fik Connies Emma hvalpe. En tidlig lørdag morgen i starten af juli. Da vi tidligere på året havde bestilt en hvalp fra en anden opdrætter, men ikke fik den, var jeg ikke sen til at høre, om det var muligt vi kunne få en tæve – og det kunne vi. Vi besøgte Connie og Sander en del gange i løbet af de 2 måneder, indtil vi den 2. september kunne hente Luna, som hun hedder. Luna er en lille gylden pige, der er meget kælen og meget fræk. Det med, at Irske ulvehunde hvalpe er rolige, tror jeg ikke lige, at Luna har fået at vide. Hun er meget tillidsfuld og ikke bange for noget som helst, så der skal virkelig holdes øje med hende. Hun bider i alt, gerne i møbler, arme, morgenkåber og hvad der ellers lige er i nærheden – fx Zeus og Hera – og der er fuld gang i hende, men det er en stor fornøjelse. Efter snart 4 uger har de store helt accepteret, at hun er kommet for at blive. Hun får lov at ligge på deres madrasser, dog bliver det engang imellem for meget for dem, så vil de gerne have lidt ro og går deres vej. Engang imellem lykkes det faktisk for dem at få lov at være i fred. De er nu begge gode til at sætte hende på plads på en fornuftig måde.

Og så skulle man tro – og mange i omgangskredsen har håbet, at nu må det være slut – men nej – hvis alt går efter planen, så få vi en lille ny igen til januar. Det glæder vi os meget til. Som det fremgår, så betyder vores hunde meget for os, og vi har en datter og svigersøn, som har vænnet sig til, at vi er lidt hundetossede, og indtil videre har de stillet op hver gang, vi har bruge for hundesittere, og det er vi glade for. En skønne dag bliver de sikkert også ramt af Irsk Ulvehund syndromet. Indtil videre har de en dejlig Welsh Springer Spaniel, som er en del mere aktiv end en Irsk Ulvehund, men de fungerer fint sammen. Dog kan vi mennesker godt blive lidt trætte indimellem.

En sidste lille ting som til stadighed fylder os med undren er er at:

Vi bor langt fra alle naboer.

Vores hunde har aldrig boet andre steder.

Vores hunde er aldrig blevet passet udenfor hjemmet.

Vi har en dørhammer.

Når vi ser TV og der bliver ringet på døren i TV så styrter både Zeus og Hera ud til hovedøren og gør som besatte !?!?

For os er der ingen tvivl – en gang Irsk Ulvehund – altid Irsk Ulvehund. I skulle prøve det, men pas på, det er vanedannende.

Send e-mail til webmaster@wolfhound.dk med spørgsmål eller kommentarer om dette Websted.
Copyright © 2003 Wolfhound.dk
Senest opdateret: 15. september 2004